GUIDE – MATCHA LATTE I KBH – JULI 2026
De bedste matcha-barer i København
Matcha er efterhånden blevet fast inventar på cafémenuer over hele byen, og flere og flere har fået øjnene op for den grønne drik – og den ro og det nærvær, der følger med ritualet omkring den. Men hvis du er matcha-entusiast, ved du også, at ikke alle matchalattes er skabt ens.
Kvaliteten af pulveret, måden det piskes på og de smagskombinationer, der bruges, gør en verden til forskel. Derfor har vi samlet vores personlige favoritter – udvalgt ud fra smag, stemning, autenticitet og kreative matchaoplevelser.
Sing Tehus
Hvis du gerne vil forstå matcha, er det her, du skal starte.
Sing Tehus serverer matcha på traditionel vis og tager sig tid til at fortælle om både teen og ceremonien bag. Du betaler lidt mere, men til gengæld får du en autentisk oplevelse uden kunstige smagsvarianter. Matcha, præcis som japanerne har tænkt den.
Til teen serveres også en lille mochi og en kop te, og hvis du drømmer om at lave matcha derhjemme, er det det perfekte sted at begynde. Hele sommeren serverer de desuden deres egen matcha-is.
Foto: Sing Tehus
926
K-beauty-butik og Seoul-inspireret café samlet under ét tag – og hjemsted for den virale TikTok Banana Milk Matcha.
Vi har også hørt virkelig gode ting om deres matcha med vanilje-cold foam. Et oplagt stop, hvis du elsker de mere kreative og Instagram-venlige matchaer.
Foto: 926 CPH
A Matcha Space
En matchacafé med stort fokus på velvære.
Her finder du alt fra spirulinalatte til matcha med kollagen og medicinske svampe. Du kan endda kombinere besøget med lidt red light therapy.
Den eneste ulempe? De har kun åbent fra kl. 10–16, så det er bedst gemt til weekenden eller en fridag.
Foto: A Matcha Space
The Roe Bar
En utrolig smuk café gemt inde i Louise Roe‘s interiørbutik.
Hver gang vi kommer her, sænker skuldrene sig automatisk. Det er et roligt, æstetisk rum, der føles som et lille pusterum fra byen. Alene omgivelserne er et besøg værd – og matchaen er bestemt heller ikke dårlig.
Foto: The Roe Bar
Mori
Matcha møder onigiribar – kun få skridt fra vandet i Nordhavn. Mori har også åbnet i Hellerup, og snart kommer endnu en afdeling i Carlsberg Byen.
Perfekt som takeaway til en tur i solen, eller slå dig ned på deres tatamimåtter og få en mere autentisk japansk teoplevelse. Er du til matcha med smag, kan vi varmt anbefale deres hjemmelavede Blueberry Iced Matcha Latte.
Foto: Matcha Mori
Lokal
Et fantastisk lokalt sted på Vesterbro – og med en matcha til kun 50 kr. er det også en af de bedste priser på listen.
Lokal er samtidig utrolig smukt indrettet og har en hyggelig atmosfære. På en regnvejrsdag kan vi næsten ikke forestille os noget bedre end en matcha, en god bog og en plads ved vinduet hos Lokal.
Instagram: Lokal
Lille Petra
Hvis du helst nyder din grønne latte omgivet af grønne omgivelser, er Lille Petra stedet.
Den hyggelige gårdhave gør caféen til et skønt sted at sætte tempoet ned og nyde en stille stund.
Foto: Lille Petra Café
Mad & Kaffe
Mad & Kaffe har et overraskende stort udvalg af matchadrikke med masser af kreative varianter – blandt andet en matchaaffogato, som er præcis så god, som den lyder.
Det er også et af de få steder i København, hvor du kan kombinere din matcha med en rigtig brunch og ikke bare en croissant eller en bolle med ost. Deres ikoniske brunchkoncept med små valgfri retter gør det nemt at sammensætte præcis den morgenmad, du har lyst til.
Foto: Mad & Kaffe
Orsa
Endnu en uafhængig café med virkelig god stemning.
Orsa er især kendt for deres kaffe, men de lægger præcis lige så meget kærlighed i deres matcha – og vores venner nævner den igen og igen som et sikkert valg.
De åbner allerede kl. 7 hver morgen, så du kan få dit matcha-fix, når behovet melder sig.
Foto: Orsa Coffee
Vil du lave matcha derhjemme?
To mindre københavnske brands, som vi synes fortjener ekstra opmærksomhed:
Mizu Matcha – Her handler det hele om kvalitet og renhed. Matcha produceret med stor omhu, hvor alt fra tebladenes oprindelse til opbevaring og forarbejdning er gennemtænkt. Det kan smages.
Piohni – Et brand med vokseværk og masser af spændende idéer. Blandt andet har de udviklet matcha-pods, der passer til Nespresso-maskiner – intet piskeris nødvendigt. Vi er ret vilde med konceptet.
Foto: Mizu Matcha