Banh Banh åbner på Frederiksberg

Nu kommer de sprøde bánh mì til Falkoner Allé


Der er efterhånden mange steder i København, der serverer bánh mì. Men de færreste går lige så kompromisløst til håndværket som Banh Banh. Lørdag den 8. august åbner de deres anden restaurant – denne gang på Falkoner Allé 80 på Frederiksberg.

banhbanh.dkInstagram

AF EATER TEAMET – 4 minutter

“No rules. No shortcuts.”

Siden åbningen i Kattesundet har Banh Banh markeret sig med en enkel idé: Vietnamesisk DNA, men uden at kopiere traditionen slavisk. Brødet bliver bagt fra bunden hver eneste morgen, og køkkenet arbejder ud fra mantraet “No rules. No shortcuts.” – en tilgang, der er tydelig i alt fra råvarer til tilberedning.

Det gælder især deres signatur med pork belly. Den tager tre dage at lave. Først blancheres kødet, derefter får sværen lov til at tørre i køl, inden den afsluttes med en dry rub og tilberedes, så resultatet bliver et stykke sprødt svinekød med masser af knas.

Menuen er bevidst overskuelig. Du kan vælge mellem fire varianter – chicken satay, lemongrass beef, pork belly eller fried tofu – enten som bánh mì eller nudelsalat. Dertil kommer fritter, dips og drikkevarer, så stedet fungerer lige godt til en hurtig frokost som et uformelt aftensmåltid.

Den nye adresse placerer Banh Banh midt på Falkoner Allé, hvor restauranter, caféer og butikker de seneste år har gjort gaden til et af Frederiksbergs mest levende handelsstrøg.

Banh Banh

Banh Banh åbner på Falkoner Allé 80 den 8. august og holder åbent alle ugens dage fra kl. 11 til 21. Priserne starter ved 85 kr. for en bánh mì og 109 kr. for en nudelsalat.